Mobiler til hele verden – made in Denmark

Det startede med en stork – i form af den lille uskyldige mobile med tre små storke, som firmaets stifter Christian Flensted lavede til sin datter Mettes barnedåb

Idéen kom med storken

Eventyret om Flensted Mobiler er egentlig baseret på to halmstrå og tre storke i papir.

 

For det var, hvad Christian Flensted klippede og monterede i 1953, da datteren Mettes dåb skulle fejres. Det blev den med storkemobilen, der blot var tænkt som en sjov, finurlig og personlig gave, men endte med at blive optakten til firmaet Flensted Mobiler.

 

For kun et år efter datterens barnedåb blev firmaet grundlagt.

 

Flensteds storkemobil er den dag i dag stadig i produktion.

 

 

Kendt ”uromager”

Christian Flensted blev kendt som ”Uromageren”. En titel, der passede godt til hans kreative evner til at skabe flotte, klassiske designs – og unikke, anderledes mobiler, der både kunne sætte omgivelserne i bevægelse og skabe balance i tankerne. For når det handler om mobiler, så rimer ro og uro på hinanden.

 

I 1956 vendte familien Flensted tilbage til fødeøen Fyn: Her bosatte både familie og firma sig i et idyllisk bondehus med tilhørende værksted ved Tommerup. Stedet blev døbt “Storkereden” efter den første mobile.

Ole Flensted kan lide at være tæt på hele processen fra første idé og skitser til færdig mobile

I 1972 var produktionen vokset så meget, at det igen var nødvendigt at flytte. Denne gang til den den nedlagte skole ”Frederiksminde” nær ved Brenderup på Fyn. Den gamle, historiske bygning er stadig hjemsted for Flensted Mobiler.

 

 

Depechen givet videre

I 1982 besluttede Grethe og Christian Flensted sig for at give depechen videre til sønnen Ole. I forbindelse med et generationsskifte i Flensted Mobiler overtog han nu, sammen med Aase, driften af virksomheden. De har siden drevet den mobile virksomhed videre med stor respekt for dens værdier og kreative vinkler på verden. Den ældre generation gav den nye generation plads til at sætte sit eget præg på virksomheden, nye mobiler kom på  tegnebrættet og nye markedskanaler kom til.

 

Siden 1982 er det Aase og Ole Flensted, der har stået i spidsen for den urolige familievirksomhed

Flensted Mobiler har i dag over 250 forskellige design, og vi udvikler stadig nye ideer og mobiler. For der er mange mobiler, som vi ikke engang har fået ideerne til endnu…